Ekstern projektfacilitator på udviklingsprojekt
Siden februar 2019 har jeg arbejdet som ekstern projekt facilitator på udviklingsprojektet DONUT, som handler om distribueret overvågning af vandkredsløbet. Det har været utroligt lærerigt at være en del af projektet, støttet af Innovationsfonden, sammen med projektpartnerne: Aarhus Vand, VandCenter Syd, Aalborg Universitet – BUILD, Aalborg Universitet – CISS, MONTEM, InforMetics, Dryp og Aarhus Kommune. Læs mere om projektet her.
En dag om ugen har jeg hos Aarhus Vand varetaget projektadministration og arrangeret workshops, projektmøder, koordineret milepælsdokumenter, dokumentation til styregruppen og afrapportering til Innovationsfonden i tæt samarbejde med den faglige projektleder.
Jeg har lært meget om vandkredsløbet, om styring af udviklingsprojekter og det har virkeligt været et spændende projekt at være en del af. Det har det dels på grund af målene i projektet med fokus på at udnytte teknologier som IoT, software sensorer og machine learning til overvågning af det samlede vandkredsløb i stor skala samt fokus på observationsdata som information- og beslutningsstøtte. Men også på grund af projektpartnerne.
Det er altid lidt sorgmodigt at afslutte et projekt, og det er jo præmissen som selvstændig, men jeg er samtidigt meget stolt af at have været en del af netop dette projekt. Stor tak til Aarhus Vand for muligheden!